BESKRIVELSE

4B indpasser sig på flere niveauer i gaden og området og udtrykker sin egen tid. Projektets geometri og arkitektoniske elementer forholder sig til den helt lokale situation og de meget forskellige nabobebyggelser der omgiver bygningen. Bygningen opleves usædvanligt tredimensionelt, da gadehuset mod vest er betydeligt lavere. Overgangen mellem de forskellige højder bliver varetaget mod vest af en lavere pudset skive samt en todeling i facaden, der nedbryder projektets skala og behandler nabobebyggelsernes højdeforskelle. Projektets store glaspartier mod gaden adskilles med en not, der griber nabobebyggelsens facadeinddelinger og fastholder bebyggelsen i den gamle kontekst med sin egen fortolkning. Nabohusets gesimsafslutning er videreført som en tilbagetrækning fra gadeplan i projektet. Projektets vandrette og lodrette elementer skaber både sammenhæng og variation med sine vertikale afbrydelser og fortolker hermed konteksten.
Facadefiguren, i tombak, er brugt som et rummeligt element, der griber bebyggelsen fra gade til gård. Det bevægede forløb skaber forskelligartede vinduespartier og er med til at forklare husets indre opdeling og lejlighedsskel. Som facademateriale, er der brugt tombak fordi det er et kvalitativt og fleksibelt materiale, der har en lang levetid og en smuk patinering. Det store indhold af kobber, der fremtræder svagt grønneligt i den brune patinering, referer til det historiske København og dets mange kobbertårne. På afstand er det den tredimensionelle figur, der beskriver husets bevægelse og rotation fra nord/syd vendt til vestvendt. Dette opleves særskilt gennem bevægelsen fra Østervoldgade og ned af Stokhusgade. Facadeelementerne fremstår med relief og dybdevirkning som kontrast til projektets glaspartier og øvrige todimensionelle elementer. Når man nærmer sig huset, tilfører prægningen i tombakpladerne en anden skala, da alle større pladefelter er udført med runde modulære prægninger med en diameter på 30 mm. Ud for flere vinduesåbninger er pladen perforeret i prægningens toppunkt, hvilket opleves efter mørkets frembrud, hvor lejlighedernes bløde lys trænger ud. Prægningen giver desuden en taktil oplevelse, med reference til de murede huse i området, ikke mindst hjørnehuset ved Rigensgade med dets Hamborgfuger.
Visionen er en bygning hvor dynamik, puls og bevægelse bliver kommunikeret. En bygning der på en gang formidler åbenhed, privathed og søger dialog med livet i gaden. Et foranderligt hus der giver forskellige oplevelser i løbet af døgnets timer og et hus der kan præges af beboernes forskellige vaner og handlinger. Et hus med overskud til at fortælle sin egen lokale og kontekstuelle historie og et hus der placerer sig bevidst i gadebilledet og lægge op til diskussion om, hvilken rolle ny arkitektur skal spille i byen.
Visionen er en bygning der tør sætte sit fingeraftryk i forhold til de andre tidsaldre, der er repræsenteret i gadebilledet og hvor detaljering og omtanke giver en bagvedliggende sammenhæng til den øvrige bygningsmasse og den håndværkstradition og byggeskik der præger dem.
Gaden består af forskelligebygningstypologier, der hver især udtrykker deres tid gennem arkitektur og indhold. 4b tilfører en nutidig fortolkning af det at bo i byen som indskriver sig som seneste i rækken af byggerier i gaden. Og man kunne håbe på at det næste byggeri i gaden ligeledes vil tage udfordringen op og bevidst udtrykke holdning samt at fortolke dette lokale sted.
Tilbage