DEBAT
Et fortætnings projekt, som 4b, bliver som regel bedømt efter sin evne til at indpasse sig i gadebilledet og den nære kontekst og henter sin berettigelse gennem sine naboer ved at overholde kontekstens højder og bygningslinjer. Yderligere bliver man, i diskussionen om fortætning af bymidten, mødt med skarpe argumenter om forholdet mellem ny og gammel arkitektur. Den gamle bygningsmasse er omgærdet af stor respekt og holdninger til bevarelse af byggeskik og detaljering. Kritikken af nyt boligbyggeri er præget af argumenter om, at arkitekturen er for kønsløs, generisk, glat og uden identitet og dagsorden. Eller endnu værre: at arkitekturen er for selvfikseret og højtråbende, på bekostning af den gamle bygningsmasse, og umulig at indpasse i en bymæssig kontekst med deraf manglende evne til at skabe kvalitative rum omkring sig. Men hvordan skal byen udvikle sig?
Hvis holdningen til at fortætte byen er, at den ny arkitektur skal indpasses og underligge sig byens arkitektur og i det hele taget agere neutralt i sit udtryk, hvornår sluttede så den ”gode arkitektur” var det i sidste århundrede eller var det efter 30 érne, efter 50 érne eller 90 érne?
Det lader til at diskussionen hænger fast i et dialektisk forhold mellem figur / grund og nyt / gammelt, som tvinger arkitekturen til enten at indtage en neutral rolle, som væg i rummet, tilpassende sig kontekst eller til at indtage en (sær)rolle som begivenhed og objekt, der skaber oplevelser og sted og bryder med kontekstens regler. Er dette det muliges repertoire eller kan der skrives et mere nuanceret program for fortætning af byen end det der er defineret af figur/grund dialektikken?
En holdning kunne være at fortætning burde forholde sig udtryksmæssigt til konteksten og samtidig formå at udtrykke sin egen tid. Hvilket skaber en relationelt, sammenhængende bygningsmasse, der bevidst indtræder i den række af huse og tidsaldre der allerede er repræsenteret i byen og gadebilledet. En interessant udfordring ved et fortætningsprojekt, som 4b, er at konteksten er så fremtrædende og efterspørger arkitekturens evne til at skabe sammenhæng mellem arkitekturens tid og arkitekturens sted. Man kan betragte projektet som udspændt mellem to modsatrettede tendenser, den ene er en tidsspecifikt og generisk tendens der stiller krav til rummets karakter, materialer, transparens og levevis. Den anden er en mere lokal og stedspecifik tendens der fæstner projektet i forhold kontekst.
Det er interessant at betragte projektet som del af en mere nuanceret debat om byens fortætning og derved undgå den til tider kantede dialektik om nyt / gammelt og figur / grund. Er det muligt for arkitekturen både at skabe et sted, en oplevelse og udtrykke en nutidig holdning til det at bo i byen og samtidig indskrive sig som en naturlig del af byens og gadens rum?
Tilbage